Træer og buske til skovbryn, læhegn og vildtplantninger.
Beskrivelse
af arter
Skov-info hæfte nr. 13
Planteråd
Jordtilberedning
Det er meget vigtigt, at jorden er velbehandlet før plantningen.
Ellers vil en stor del af planterne gå til, fordi de bliver
udkonkurreret af ukrudt. Inden der plantes, skal jorden derfor være
fri for rodukrudt – især kvik og skvalderkål.
Planterne ankommer
Når planterne ankommer, bør man med det samme sikre sig, at det
leverede svarer til det bestilte (antal planter, størrelse, kvalitet,
artsnavne, sortsnavne eller frøkildenavne)
Lad mærkesedlerne sidde på planterne eller bundterne.

Opbevaring af planterne
Planterne skal beskyttes godt mod udtørring, og bliver de ikke
plantet med det samme, må de "slås ind".
Planter leveret i plantesække kan opbevares i disse i op til 2-3
uger, når sækkene er lukkede, står køligt og i skygge. Hvis de
derefter stadig ikke kan plantes ud, skal de "slås ind".
Planterne "slås ind" ved, at der graves en rende i
mindst et spadestiks dybde på et køligt og skyggefuldt sted.
Plantebundterne åbnes, og planterne fordeles, så de alle kan få
direkte jordkontakt. Rødderne dækkes godt til over rodhalsen med
løsnet jord. Træd jorden fast til omkring planterne uden at
beskadige rødderne og vand evt. godt bagefter, således at der bliver
god kontakt mellem jord og rødder.
Plantning
Plant helst i fugtigt og skyet vejr, og i perioden fra midt i
oktober til sidst i april. Der kan plantes vinteren igennem, blot
jorden ikke er frossen. Under plantningsarbejdet skal planterne hele
tiden beskyttes mod udtørring. Derfor transporteres planterne bedst i
sække eller en plantekasse, der beskytter mod sol og vind. Ved
planlægningen af større plantninger bør man tænke på at sikre
plads mellem planterne til eventuel mekanisk rensning i de første 2-3
år.
I SKOV-info nr. 4 og nr. 15 er der flere oplysninger om opbevaring af planter
og plantning.
|