Træer og buske til skovbryn, læhegn og vildtplantninger. 
Beskrivelse af arter
Skov-info hæfte nr. 13

Klima, jordbund og plantevalg

Ved valget mellem naturligt hjemmehørende træer og buske må man huske, at en træart, der naturligt forekommer på Lolland-Falster, godt kan være uegnet og virke fremmed i det vestjyske og omvendt.

Derfor er det ikke ligegyldigt, hvilke arter man anvender, eller hvor plantematerialet kommer fra. Plantematerialet skal være sundt, klimatolerant og af kendt oprindelse. Konsulenter og planteskoler kan rådgive om de bedst egnede arter og frøkilder til en given egn og på bestemte typer af jord.

Udvalget af anvendelige arter bygger på mange års erfaring med forsøg og brug. Men inden for de enkelte arter findes der ofte flere forskellige typer med hver deres egenskaber. For eksempel vokser både dunbirk og vortebirk vildt i store dele af Europa, men kun de typer der vokser i og tæt ved Danmark kan klare sig herhjemme i længere tid uden at tørre ud, fryse ned eller få sygdomme. Inden for landets grænser kan der også være stor forskel på frodighed og sundhed blandt forskellige typer af birk.

Tilsvarende gælder for mange andre træer og buske.

Der gøres derfor gennem de statslige kåringsudvalg for forstligt formeringsmateriale og for landskabsplanter samt af Frøkildeudvalget et stort arbejde for at finde, godkende og sikre gode og sunde plantebestande (frøkilder og provenienser). Fra dem kan planteproducenterne hente frø eller formeringsmateriale til produktion af udplantningsplanter til salg gennem planteskolerne. Læs mere i SKOV-info nr. 14, Valg af frø- og plantemateriale.

Dansk JordbrugsForskning (DJF), Forskningscentret for Skov og Landskab og Statsskovenes Planteavlsstation udfører forsøg, afprøver planter fra de godkendte bestande og iværksætter frøavl. Skov- og Naturstyrelsen medvirker til at sikre danske bestande af træer og buske, så deres arvemateriale (genressourcer) kan bevares for fremtiden, og de naturligt hjemmehørende arter fortsat kan være bærende i dansk natur.