Træer og buske til skovbryn, læhegn og vildtplantninger.
Beskrivelse
af arter
Skov-info hæfte nr. 13
Hvorfor dette hæfte?
Det danske landskab ændres stærkt i disse år. Det sker især
gennem omlægning af landbrugsarealerne og gennem tilplantning. Dette
hæfte giver oplysning om de vigtigste træer og buske, som kan bruges
til at plante i læplantninger, langs veje, i plantninger for vildtet
og i skovbryn. Hæftet giver gode råd om, hvad der skal tænkes på i
planlægningsfasen, ved plantning og vedligeholdelse og indeholder for
hver art et farvefoto og en kort beskrivelse. De mange arters
forskellige egenskaber er vist i to sammenligningsskemaer. Hæftet kan
bruges til at vælge de træer og buske ud, som man gerne vil plante
netop til sit eget formål.

For mange af arterne kan der opnås statstilskud til plantning, når
det drejer sig om større plantninger, men ikke i haver. Oplysning om de
forskellige tilskudsmuligheder og de arter, der kan gives tilskud til, findes
i SKOV-info nr. 12, som kan bestilles via SKOV-info’s hjemmeside.
SKOV-info 12 og 13 er produceret i samarbejde mellem SKOV-info,
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Landsforeningen de danske
Plantningsforeninger.
Naturhensyn ved etablering og plantning
Den, der planter, er med til at præge både udseendet og
funktionen af det landskab, vi færdes i, enten der plantes i haver, i
skove eller i det åbne land. Landskabsbilledet bliver anderledes,
lokalklimaet skifter, og vilkårene for dyr og planter ændres.
Man skal derfor tænke sig godt om, når der skal plantes nyt eller
forbedres i bestående plantninger, så formålet med
plantningerne bliver opfyldt, og naturen understøttes gennem skabelse
af gode levesteder for vilde dyr og planter.
Når gamle plantninger forbedres eller fornys, er det vigtigt, at
lade nogle gamle og døde træer blive tilbage, da de er levesteder
for mange laver, mosser, insekter og hulrugende fugle. De gamle og
døde træer vil ikke være til skade for de nye plantninger. Dog skal
man ikke plante nåletræer, hvor der før har stået nåletræer som
rød- eller hvidgran på grund af fare for overførsel af
svampeinfektion.
Indførelse og plantning af træer og buske, der spreder sig
stærkt og evt. udkonkurrerer andre arter, bør undgås. I stedet må
træer og buske, der har eksisteret i Danmark gennem mange
generationer, foretrækkes. De har derved bevist deres levedygtighed
og klimatilpasning. De vilde dyr, laver, mosser og svampe er desuden
bedre tilpasset disse naturligt hjemmehørende træer og buske, som
derfor generelt giver flere levesteder og muligheder end de nyere
indførte arter.
|